Den første drøm er en silva, et langt videnskabeligt digt: det beskriver den ensomme oplevelse af ånden, der bevæger sig gennem det uendelige ydre og indre, sjælen, der stiger op mod viden, og som til sidst ender i et fald.
Det er paradoksalt nok en vision, der opløses i en ikke-vision. Sor Juana fortæller således pilgrimsfærden af sin sjæl gennem de supralunar kugler, mens hendes krop sover, et tema så gammelt som mennesket selv, og som havde forskellige filosofiske og litterære udtryk, der inkluderer Platon, Xenophon, Dante i sin guddommelige komedie, pilgrimsånden middelalderen, Keplers Somnium og senere Kirchers Iter exstaticum ud over mange andre manifestationer.
Selvom det uendelige univers, som Sor Juana taler om i dette digt, er det endelige univers inden for ptolemæisk astronomi, er den intellektuelle følelse, som den beskriver, at en svimmelhed før uendelig. Ophængt på toppen af sin mentale pyramide lavet af koncepter - siger Octavio Paz - sjælen finder ud af, at vejene er afgrunde og endeløse klipper. Hvis vi kunne nedbryde digtets indhold, kunne vi sige på en sådan måde, at det fejlagtigt var forenklet, at den første drøm fortæller, hvordan sjælen steg op til den overlegne sfære, mens kroppen sov; Der havde hun en så intens, vidtrækkende og lysende vision, at den blændede og blindede hende. Besvaret, efter denne forvirring, ville hun klatre igen, nu trin for trin, men hun kan ikke; når hun tvivler på, hvilken anden vej der skal gå, står solen op og vækker hende.
Dette digt har en afgørende betydning i Sor Juanas arbejde - hun siger selv i svaret til Sor Filotea, at hun ikke har skrevet noget til fornøjelse, mere end et "stykke papir, de kalder Drømmen" - ikke kun fordi det i det konsoliderer den overlegenhed, som forfatteren har over hans samtidige og forfædre, men fordi han handler poetisk og filosofisk, et af de store temaer for menneskelig tænkning: umuligheden af total viden, nytteløsheden ved at forsøge at nå den Højeste Sandhed, sjælens lillehed inden visdom.
Her er et uddrag fra digtet, som faktisk har over 1000 strofer:
Pyramideformet, skæbnesvangert, fra det skygge-fødte land, til himlen, fra forgæves obelisker, hovmodigt punkt, til at klatre foregiver stjernerne. rynke panden, der endnu ikke var nået til den konvekse overordnede Fra gudindens kugle, at tre gange smuk med tre smukke ansigter, der skal flagreres, forbliver den eneste ejer af luften, der tåget med den tætte ånde, som hun udåndede: og i den stille stillhed i det tavse imperium, underdanige kun stemmer, der blev givet til de mørke nætter, så alvorlige , at selv tavsheden ikke blev afbrudt med sen flyvning og sang, af det dårlige øre og endnu værre af den indrømmede ånd, stammer den flove Noctine mig fra de hellige døre den recessive af de fremtrædende ovenlysvinduer de mest lykkebringende huller, der er i stand til hendes forsøg på at åbne et hul og helligt når de skinnende hellige lanterner flerårig flamme, der slukker, hvis den ikke er berygtet i klar spiritus, m Atheria crasa spiser, at Minerva-træet med dets frugt, af forværrede og hjerteskærende presser og tvunget overgivelse, og dem, som deres landhus så tilbage, deres stoffer yerba Bacchus 'guddom ulydig, ikke længere historier, der fortæller anderledes, på en måde hvis skandaløst forvandlet, anden form tåge, der stadig ses i frygt i mørke, undertiden uden bevinget fjer
