I Huasteca of Hidalgo, i et lille hyppigt hjørne af Mexico, redder visse samfund stoltheden over deres Nahuatl-kultur. Over andre traditioner med festivalen skiller kropsmaleri sig ud, en præ-spansktalende skik, der når kunstkategorien.
Djævelen er løs i Coacuilco. For uger siden havde quiquixahuitles allerede bemærket dette, fortæller Antonio mig, mens han smører sin søns bryst med grå mudder. Bare hvis jeg forestiller mig dem alver, blinker gamle Terencio, kigger i sin taske og viser et træinstrument med et mundstykke, der er indstøbt i ananasblade: "dette er en quiquixahuitle." Han blæser det. Husk så, hvordan fra søen til bjerget og fra bjerget til dalen, hans søde klage klingede i hver landsby, lænket ekko, nat efter nat mere hypnotisk. Hele himlen. Så blev de tavse, og dette var begyndelsen på Huastecos karnevallicenser.
Solen multiplicerer sit lys fra stormen, der fungerer som en strand foran floden. Her er mændene samlet - men børnene var de første, der ankom - fra det lille samfund Coacuilco, ved foden af en smaragdbakke og en halv time (man kunne tro halvdelen af verden) ad vej fra Huejutla de Reyes. I euforisk flid forbereder de ældste pigmenterne, og resten maler hinandens kroppe. Flere designs af disse abstrakte levende billeder har ligheder; den mest nidkære søger originalitet. Terencio er i humør til at afsløre hemmeligheder og bringer mig tættere på kanten af Calabozo-floden, hvor spandene udgør en regnbue. Kul, tepetatsten, pemuche-træbark og ler, fortyndet til det punkt, giver farverne. "På vejen for vores forfædre," meddeler han stolt, før han indrømmer, at der også er vinylpulvermaling. "Men ikke så meget som i Huejutla, ikke? Der glemte de dovne mennesker, der køber de alt i butikkerne ”.
Blandet med svinefedt, vand eller endda forbrændt bilolie er pigmenterne allerede den anden hud af mennesker, der er forvandlet til kromatiske kimærer. Mangler? Fjederhovedbeklædning, paphatte og macheter af samme materiale. Så vi har en bande mekoer, hvis festlige skrig øges i intensitet, når de forbereder sig på at marchere mod byen. "Gå efter kvinderne," hvisker Juanito i mit øre.
"For kvinderne?" Gentager jeg tåbeligt. ”I dag er det selvfølgelig tirsdag, vores dag. De skal betale for, hvad de gjorde mod os i går.
Ved 1,40 i højden - målene inkluderer kurvehatten, hvorfra to horn stikker ud - kroppen er sort som bitumen for at fremhæve de hvide bånd på ryggen, der er furet af legenden "for gammel", hvilket er en erklæring om principper, Drengen hyler og slutter sig til publikum. Du er nødt til at fremskynde dit tempo for ikke at gå glip af showet ...
Inden for delte parametre skifter karnevalerne i Huasteca of Hidalgo fra samfund til samfund. De kan vare fem eller tre dage, de kan være mere asketiske eller mere epikuriske. Der er eller ville der ikke være et indfødt karneval, synkretisk par excellence. Ventede måneder i forvejen - det er derfor, Quiquixahuitles glæder sig over at opildne utålmodighed - de vækker, som forventet, glæde, dans, gluttony og kostumer. På dette tidspunkt begynder ejendommelighederne: regionen, befolket af den etniske gruppe Nahuatl, genopliver præ-spansktalende skikke ved at klæde sig ud - mere detaljer, mindre detaljer - ligesom de gamle krigere, der i dag kaldes Mecos.
Våben og strategier
Juanito blev genforenet med patruljerne. Martial, de kommer ind og forlader husene og fører kvinderne til et sted, der er oprettet som et fængsel. Sværhedsgraden og effektiviteten er kun tydelig. Så snart man bemærker, opdages svagheder. Kvindelig snedighed ved, hvordan man beskytter sig med lækre tamales af zacahuil, sesam fyldt med bønner og koriander, i pulque briller. De, med et svagt hjerte og mave, giver let efter og glemmer hævn, og at sådanne fødevarer blev lavet takket være deres løsesumspenge dagen før. Ifølge Terencio sværger, mandag - kvindedag - var mødre, hustruer og døtre gode til at fange mænd. De kom ind i husene og dansede, boede sammen med familien og blev i det mindste forventede øjeblikke taget til fange. Eller de kastede dem skamløst gennem gaderne og markerede dem med maling for at føre dem under et latterkor til et indhegnet, hvorfra de ikke kunne forlade før tolv. Og det efter betaling af en bøde, hvis fond ville gå til tamales.
I Coacuilco får de sjældent besøg, ikke engang fra byerne i regionen under festlighederne. Måske er det grunden til, at de ikke føler sig forpligtede til at opretholde et stift script og kombinere karnevalkapitlerne frit. I løbet af et øjeblik er to blandede hære ansigt til ansigt på parallelle linjer, der smelter sammen i en mock-kamp, hvis pris er karnevalsflaget, et symbol på ondskab.
Antropologer har et spørgsmål om diskussion om, hvorvidt de minder om kampene fra "maurere og kristne" bragt fra Spanien, eller om det er en tidligere arv. Under alle omstændigheder ophører kampen lige så pludseligt som den begyndte, og gruppen bliver en procession, der går fra hus til hus for at trone en nabo, der er rejst i "flyvning". Og så til en anden og til en anden. Terences uvurderlige hjælp forklarer glæden: ”Det er et ritual at afværge dæmoner og uheld fra personen, så de får lykke hele året rundt. Sådan fortsætter de, indtil de træt, eller indtil pulken løber tør ... "
Jeg venter ikke på at tjekke det ud. Jeg siger diskret farvel og tager bilen for at rejse kilometer kilometer, der fører mig til Jaltocan. Også en bjergby, men større, med to-etagers bygninger og butikker. Måske forklarer dette de bemærkelsesværdige forskelle i deres karneval. Der er flyder med dronninger og comparsas, men mekoerne er fortsat hovedpersonerne. På pladsen under en metalpergola og lydene fra det kommunale band venter mænd og kvinder klædt i præ-spansktalende farver dommernes dom for den bedste rekreation. Når man ser dem sådan med deres kropsmalerier, fjer, perler og skaller, føler man sig som et privilegeret vidne om en tradition reddet fra tidens tåger. Bernal Díaz del Castillo selv skulle ikke have set mere forbløffende finesser.
